10 January, 2005

Plastic fantastic


Plasticklemmen vrides af.

Årets første job i vinen er at samle plastic. Ikke de små ødelagte stykker plasticklemme, der blander sig med gennemvåd kridt, mudder og træflis på stierne mellem vinrækkerne. De bliver liggende til evig tid. Derimod skal deres intakte kolleger i espalierene vristes fri, inden beskæringen af vinplanterne kan begynde.

Så derfor befinder vi os ude, under en grå himmel af næsten skandinavisk, vintermørk karakter, i stedet for foran pejsen, videoen eller andre beskæftigelser af lunere art. Men meget er jo et spørgsmål om rigtig påklædning, så iført svigermors hæklede huer, 20 år gamle skijakker og lignende vintage-udstyr holder vi kulden nogenlunde ude i de par timer, det stadig er lyst.

En vinranke er en slyngplante, der først på vækstsæsonen har brug for noget, den kan vokse op ad. Senere skal grenene have hjælp til at bære druernes vægt for ikke at knække. Derfor konstruerer man disse meget solide espalierer i vingårdene. De består af jernposter, gravet godt ned i jorden, og et antal vandrette rækker metaltråd, som grenene bliver bundet fast til om foråret. Senere på sæsonen kan de tynde og lange sommerskud klatre og klamre sig fast her. Det er her blomsterne og siden druerne kommer. Skal alting holdes net og ordenligt og på plads, kan det således godt betale sig at investere lidt knofedt i sine espalierer, og det gør man da også. Række op og række ned med 1 meter og tyve centimeters militærisk præcision mellem rækkerne spreder klatrestativerne sig overalt gennem områdets vingårde.


Klemmen holder to rækker tråd sammen.

Plasticklemmernes funktion er at holde sammen på de to næstøverste rækker vandret metaltråd, der sidder i samme højde men på hver sin side af jernstangen. Derved opstår et mellemrum, hvis formål er at samle de unge grene op og holde dem pænt på plads. På dem måde er vingården mere fremkommelig, og man undgår også de værste ulykker, når traktorer kører gennem rækkerne i løbet af sommeren. Om vinteren, når den nu helt nøgne vinstok er i dvale, foregår alt arbejde manuelt. Plantens safter er koncentreret og næsten stivnet i den ældste del af veddet. Resten af grenene vil blive fjernet under beskæringen.

Først skal klemmerne dog af. Et arbejde, der for vores 36 rækker vins vedkommende, tager en dags tid for en person. Men da Alain allerede er begyndt, kan vi klare det på knapt to timer. Hvilket er heldigt, for trods uldsokker i gummistøvlerne er tæerne på vej over i lyseblåt efter et par timer i selskab med en bidende kold og for disse kanter i øvrigt højst usædvanlig vind.

Til toppen

In English

Copyrigth: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: