31 August, 2005

Vinhøst om hjørnet


Chardonnay ved Villers-Marmery i Montagne de Reims.

Solen skinner, druerne modner, og vinhøsten i Vertus ser ud til at begynde omkring den 15. september. De indledende øvelser er indledt i august:

  • Teknikere tjekker druernes sukkerindhold med få dages mellemrum.

  • Den obligatoriske artikel om bærrenes tilstand i departementerne Marne, Aube og Aisne har været bragt i den lokale avis, l'Union.

  • Og Gerard, som organiserer vinhøsten i vores familie, har jævnlig telefonisk kontakt med Normandiet, hvis fortræffeligheder udover vikingearv og camembert også omfatter en stribe mennesker, der år efter år vender næsen mod Soulières for at plukke druer hos os.

    Her kommer et lidt mere detaljeret blik på tingenes aktuelle tilstand, mens de sidste parametre falder på plads.

    Fine druer
    Druerne tegner godt. Bærrene er store og flotte og for vores vedkommende uden sygdomme. Samme billede tegner sig i store dele af Champagne. Kun i departementerne Aube og Aisne er druerne sine steder ramt af meldug, forårsaget af den våde sommer.

    Mængden af druer er rigelig omend ikke fænomenal som sidste år. Med anslået 14.000 kilo per hektar er der dog mere end nok til, at alle kan indlevere deres kvota på 12.000 kilo per hektar.


    Siden juli har vinen brugt al kraft på modning, Loisy-en-Brie juli.

    Nu venter vi så på grønt lys fra CIVC (Comité Interprofessionel du vin de Champagne). Denne champagneindustriens fælles organisation har sendt sin hær af teknikere på arbejde over hele området.

    Siden den 22. august har de med få dages mellemrum målt sukker- og syreindholdet i druerne i hver eneste af områdets vinlandsbyer (3-400 alt i alt). Når balancen mellem sukker og syre er tilfredsstillende, kan høsten begynde.

    På den professionnelle del af CIVC's hjemmeside kan vi tjekke tilstanden på departementalt niveau, og det begynder bestemt at se interessant ud i Marne.

    DatoChardonnayPinot MeunierPinot Noir
    22/85,85 (5,9%)6,03 (5,9%)6,40 (6,1%)
    25/87,22 (6,4%)7,16 (6,2%)7,36 (6,4%)
    29/89,20 (7,3%)8,71 (6,9%)9,17 (7,1%)
    Druerne er klar til høst, når CIVC's måling af syre/sukker når over 10, og alkoholpotentialet (i %) over 9.

    Selv om tallene dækker over store forskelle fra landsby til landsby, ja selv fra mark til mark, taler de stadig deres tydelige sprog om, at druerne nu modner rigtig stærkt. Betydningen af den sidste lille uge med det smukkeste sensommersolskin, man kan tænke sig, kan næppe overdrives.

    Yderligere følger man forekomsten af sygdommen botrytis (gråskimmel) meget nøje. Hvis dens hyppighed overstiger en bestemt grænse, begynder man at høste uden at tage hensyn til andre parametre.

    Sukkermålingerne
    En drue - en frugt i det hele taget - er moden, når solen har omdannet dens indhold af syre til sukker. Indholdet af sukker er samtidig bestemmende for den endelige alkoholprocent, hvis man har tænkt sig at lade frugtsaften gære til vin. Lad mig bare afsløre, at det bestemt er vores plan.

    Da vi imidlertid hverken er interesseret i et slutprodukt med for mange procenter - nej, kære venner, det handler ikke om procenten - eller for den sags skyld for få - okay, den skal selvfølgelig heller ikke være for lav - må man prøve at få høstet druerne, når de har den optimale balance.

    For champagnedruernes vedkommende er det lidt før, at de er fuldmodne. Det skyldes, at vinen skal gære to gange, og at også den anden gæring i flasken bidrager lidt til den endelige alkoholprocent.

    Målingerne er ganske minutiøse. Til brug for hjemmemålere foreslår CIVC, hvordan man kan udvælge sine testmarker for at opnå et repræsentativt resultat. Man skal undersøge både de tidligt modne og de sene parceller, de gamle og de unge beplantninger og med de forskellige aktuelle jordbundstyper. Fra hver jordlod klipper man mindst 1,2 kg druer - mellem 15 og 20 klaser, og det gør man mindst to gange om ugen i undersøgelsesperioden på en sådan måde, at man ikke tager mere end en klase per plante, men samtidig sørger for at have klaser fra alle højder.


    De indlendende øvelser, druekasserne står klar.

    Vi overlader disse meget nøjagtige målinger til CIVC og beslutningen om høststart til kooperativet, da vi alligevel ikke kan begynde høsten, før kooperativet er bemandet til at presse druerne. Med godt 230 forskellige ejere fordelt på en stribe landsbyer over hele Côte de Blancs er det i forvejen lidt af en gylden middelvej at finde den periode, der passer med, at så mange druer som muligt topper.

    Plukkerne
    Samme hensyn møder ikke vinplukkerne. De møder, når høsten begynder, og da datoen ikke ligger helt fast før godt 14 dage i forvejen, kræver det en temmelig høj grad af fleksibilitet.

    Gennem årene er det blevet stadig mere almindeligt at hyre hold til jobbbet. Det er sigøjnere og et stigende antal østeuropæere, der kommer med campingvogne og mobile homes, og således fordobler indbyggerantallet i masser af små vinbyer præcis så længe, som høsten varer. I Frankrig har hver by pligt til at stille en plads til rådighed for det såkaldt "rejsende folk", det vil sige sigøjnere.


    Man kan vel håbe på lidt sol til sidste dag som i 2004.

    Hos os foregår høsten stadig på gammeldags vis. Det betyder, at en gruppe vinplukkere får kost og logi på gården som en del af deres løn. Vores folk kommer fra Normandiet fra jobs, de har mulighed for at holde fri fra, eller fra arbejdsløshed. Her i Verzy, i hjertet af Champagnes vin, er der masser af vinarbejdere, der udfører sæsonens arbejde. Det vil i den kommende tid betyde vinhøst.

    En af de ældste må helt sikkert være vores genbo. Hun har 50 års høstjubilæum i år såmænd. Jeg tæller formentlig stadig som novice. Det er kun min anden høst, og jeg glæder mig.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

  • 30 August, 2005

    Nyt august 2005

  • 04.08.2005: Udover Kentucky Fried Chicken skal der også Cristal champagne - det er topproduktet fra Louis Roederer - i madkurven for at gøre rapperen Eminem glad på tour. Det skriver den britiske avis Daily Mirror. Den slags sladdernyheder er også rigtig fin og ganske gratis reklame for champagne som sådan, og ikke mindst amerikanske pop- og rockstjerner har været med til at booste efterspørgslen. I dag bliver der solgt 54 procent flere flasker champagne end i 1990.

  • 10.08.2005: Moët & Chandon har sat 15 hektar vin i departementet Aisne til salg. Det drejer sig om Pinot Meunier, som prestigeproducenten vil afhænde, fordi denne drue ikke indgår i produktet Dom Pérignon, som Moët & Chandon vil bruge flere kræfter på. Prisen per hektar er omkring 650.000 euro svarende til knao 4,9 millioner kroner. Såmænd... hvis det var noget med lidt vin. Det kræver dog også den franske pendant til det grønne bevis at nedsætte sig som vinbonde, hvis den pekuniære del ikke volder problemer.

  • 12.08.2005: Landbrugsstatistikken fra Agreste under det franske landbrugsministerium bekræfter, hvad vi længe har kunnet konstatere i vinen. Der er færre druer på vinstokkene i år end i det store rekordår 2004.
    Dato20042005
    Aisne190 (211)179 (192)
    Aube553 (635)518 (558)
    Marne2.068 (2.437)1.899 (2.045)
    Enheden er 1000 hektoliter og tallet dækker AOC-vine, d.v.s. champagne og enkelte vine, fra de tre departementer.

  • 18.08.2005:En bankmand fra en investeringsbank i Monaco har brugt over 21.000 pund på dyre champagner, som han derpå sprøjtede ud over en natklub i London med en efterfølgende regning på 15.000 pund for oprydning. Hvor mange af dråberne fra de indkøbte Cristal, Dom Pérignon og Cristal Rosé, der rent faktisk blev drukket, er uvist. Men det giver selvfølgelig nogle linjers omtale rundt omkring og nu også her... og så er det selvfølgelig med til at holde Champagnes guldrandede navn i spil. Vandalisme eller ej. Og som en talsmand for London-klubben siger, så sker den slags hele tiden i Monaco og St Tropez.

  • 31.08.2005: Borgere i den lille landsby Fontaine-sur-Aÿ nær floden Marne har fået lov at udskifte nogle af de frugttræer, der hidtil har befolket skrænterne, med noget mere lukrative vinstokke. Men det hører ellers til sjældenhederne, at ny jord bliver beplantet med vin, og da efterspørgslen på champagne er steget voldsomt, er prisen på jord også vokset nærmest ind i skyerne som det også fremgår foroven. Det er i øvrigt CIVC (Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne, et organ bestående af både vinbønder og producenter), der beslutter eventuelle udvidelser af det dyrkede område udfra parametre som bl.a. klima, geologi og ansøgerens alder.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.