23 October, 2005

Før bladfald


Huset Mumm's mølle ved Verzenay i Montagne de Reims.

Gennem de sidste seks ugers tid har vi fulgt vinbladenes farveskift fra grønt over i rødt og orange til den terminale gule farve, som nu er meget fremtrædende.

Gult er sidste farve før vinteren. Når parcellerne er helt klædt i gult - og det varer ikke længe nu - er det et spørgsmål om tid, før vinstokkene smider alle kludene, og blotlægger et brunt virvar af grene.

Dermed vil vinens cyklus være slut. Dens saft vil forlade de unge skud og synke nedad for at overvintre i den knudrede stamme i fortættet tilstand.

Vi vil snart tænke på at fjerne agrafer - de plasticklemmer, der har holdt den næstøverste og dobbelt række tråd sammen siden foråret - og hægte samme række tråd af jernpælene og lægge den på jorden. Dermed rykker vinterens store arbejdsopgave - beskæringen - nærmere.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: