18 January, 2007

Falske bobler

En magnum til et sted mellem syv og 15 euro per styk. Det burde lyde næsten for godt til at være sandt, og det er også lige præcis tilfældet.

Titusinder af flasker med billig mousserende vin var dog blevet solgt, før myndighederne i byen Lille i Nordfrankrig fik nys om svindlen og begyndte at undersøge 21 personers gøren og laden i forbindelse med, hvad der viste sig at være falsk discountchampagne.

Købt i supermarkeder
De foretagsomme personer købte simpelthen magnumflasker med billigbobler i store supermarkeder, og erstattede etiketten med deres egen, hvorpå de satte flaskerne til salg for mellem fem og 10 gange den pris, de selv havde betalt.

Netop magnumflaskerne har den samme korkprop som ægte champagner, hvorimod den almindelige 75 cl-flaske er lukket med plasticlåg. Derfor solgte svindlerne kun de store flasker.

Retfærdighedens tunge næve
Fru Justitias knytnæve lander i øvrigt knaldhårdt på folk, der laver kispus med hende. Det fik en vinbonde fra en af landsbyerne i Montagne de Reims at mærke denne sommer.

Ifølge vores lokale avis l'Union fiflede vedkommende med at lave sin egen uautoriserede vin udenom myndighederne og udover det kooperativ, han ellers leverer til.

Han fik tre måneder bag tremmer, beslaglagt de 2500 ulovlige flasker og dertil en velvoksen bøde på 80.000 euro - mine damer og herrer - det svarer til 600.000 kroner.

Minimum 20 euro
Hvad angår svindlerne fra Lille, koster en magnumflaske normalt aldrig under 20 euro. Var man derfor blandt de kunder, der fik tilbuddet til syv euro, burde det have været til at gennemskue falskneriet.

Vores egen magnum ligger på godt 25 euro.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: