29 February, 2008

Udvidelsen kommer den 13. marts

Champagne-området står foran sin største udvidelse i mange årtier. Den 13. marts bliver de lykkelige vindere offentliggjort.

40 kommuner er nævnt som mulige kommende værter for vinstokke indenfor den nye delimitation. To, landsbyerne Germaine og Orbais-l'Abbaye i departementet Marne, risikerer at ryge ud, skriver Decanter.com. Endelig kan jord i flere af de nuværende 319 kommuner, der må lave champagne, også få hævet sin status. Forgyldt.

Den britiske champagne-ekspert, Tom Stevenson, har overfor avisen The Scotsman undret sig over, at ingen standarder for for eksempel jordbundsforhold eller eksponering er blevet offentliggjort. CIVC's talsmand, Daniel Lorson, har til andre medier sagt, at man ønsker at give eksperterne arbejdsro.

Nye druer diskuteres
Nye vinstokke vil tidligst komme i jorden i 2015. De vil imidlertid først tre år efter deltage fuldt ud i produktionen. De første år giver man vinstokken fred og ro til at bruge kræfterne på at vokse sig stærk i stedet for på at sætte frugt.

Selvom nye druer altså har ganske lange udsigter på jord, der i hvert fald officielt endnu ikke er blåstemplet til champagneproduktion, har mindst et af champagnehusene allerede diskuteret muligheden for at købe druer af mindst én jordejer i et af de pågældende områder. Så meget kamp kan der blive om leverancerne i løbet af de næste 10 år.

Håbet er stadig lysegrønt
Snakken går. I kommuner i departementet Aisne, hvor gårdene stadig er udstyret med den nødvendige bygningsstruktur, kældre for eksempel, er håbet lysegrønt.

Området husede masser af vinstokke før 1. Verdenskrig, men blev ikke genplantet efter at først phylloxera-epidemien, der gjorde det af med næsten alle Frankrigs vinstokke sidst i det 19. århundrede, og siden skyttegravskrigen i 1914-18 havde ødelagt vingårdene. Langt op igennem det 20. århundrede var det desuden langt mere indbringende at dyrke korn end vin.

Sådan er det ikke længere. Den 13. marts bliver Aisnes og andres håb måske indfriet.

No comments: