10 December, 2009

Vinstokkens fod før og efter

 
Posted by Picasa
Vinstokkens fod før beskæring. Belles Feuilles den 7. december 2009.

Det allervigtigste når man beskærer en vinstok er at forberede fremtiden.

At sørge for at der også de næste år vil være gode grene, der kan sætte ditto druer. Sikre kan vi jo ikke være, men vi gør, hvad vi kan for at skabe et godt udgangspunkt.

Dette udgangspunkt er det, der på fransk hedder rachet og på dansk for eksempel kan gå under betegnelsen kort spore. Det er en gren fra i år, der er skudt fra foden. Vi klipper den af i to eller tre øjnes højde. Fra hver af disse knopper vil skyde en gren til sommer, og hver af disse grene kan vi bruge året efter til at lave en ny hovedgren.

 
Posted by Picasa
Vinstokkens fod efter beskæring. Belles Feuilles mellem Soulières og Givry-les-Loisy, den 7. december 2009.

I denne form for beskæring udskifter vi hvert år den gamle hovedgren med en ny, og det er derfor vigtigt, at der hele tiden er noget at skifte ind med.

Denne fremtid, denne korte spore er det vigtigste valg på hele vinstokken. Den skal helst klippes af en god og stærk gren, men det hænder også - som ovenfor - at der ikke er det store valg. Så må jeg enten tage, hvad der er, eller satse på bedre tider næste år.

På de to billeder optræder to gamle grene i stedet for den foreskrevne ene. Til gengæld mangler der en ung indskifter. Jeg har truffet det valg at lade den ældre gren overleve endnu et år i stedet for at tage den fra sidste beskærings korte spore, der ellers ville skulle levere både fornyelse og produktion fra samme oprindelige gren, hvilket forekom mig for meget.


 
Posted by Picasa
På vej til at fjerne den ene af de gamle grene. Her er der nemlig en lang spore, som skal erstatte den ene gamle gren. Belles Feuilles, januar 2009.

Jeg kunne også have valgt at fjerne den ældste af de gamle grene og i stedet klippe både en kort og en lang spore af sidste beskærings korte spore.

Et eksempel fra en vinbeskæeres verdensbillede i løbet af en dag, og så simpelt det lyder, er mit hoved forholdsvis opfyldt af alle disse mange valg. Jeg kan med andre ord fint høre P1 på podcast, når jeg klistrer etiketter, men ikke ret godt, når jeg beskærer. Men det kan vel komme.

No comments: