31 December, 2010

Farvel og tak til 2010

 
Posted by Picasa
Miraklet i Champagne: Gang på gang nedbrydes vi af gråvejr, regn, grisaille. Gang på gang bryder solen igennem og redder druerne på et hængende hår.

Årets sidste dag med sine særlige ritualer.

Vi lægger champagne på køl, mere end vi plejer. Jeg laver mad, og glæder mig. Jeg tænker på året, der er gået, det mennesker, møder og karakter.

2010 blev et år, hvor jeg endnu engang oplevede Miraklet i Champagne: Hvordan vinhøsten hang i en mere end tynd tråd - det så i hvert fald sådan ud, i år på grund af svamp - men solen kom i det afgørende opløb, og det var altså nok til, at det meste kom hjem og i tilsyneladende rigtig fin stand for i hvert fald de grønne Chardonnay-druers vedkommende.

Det er ikke første gang, at jeg har oplevet denne form for mirakel under mine syv år. Men marginalens klejne størrelse imponerer mig stadig.

Jeg glæder mig til at tilbringe de sidste af det gamle års timer i selskab med mennesker, der gør en forskel i mit liv. De sidste år har vi holdt nytår med gode venner i Danmark, i år bliver det i Frankrig.

Jeg har tænkt mig at lave appelsinkage til dessert med Tradition demi-sec. En form for vildt med selleri til hovedret med Rosé de Saignée, hvilket vi endnu aldrig har prøvet, og mon ikke det kunne ende med kammuslinger og Selection til forret?

 
Posted by Picasa
Jens med fanen er så særligt dansk, at Alain fotograferede det et år.

2010 er året, hvor jeg har introduceret svære, danske koncepter i Champagne. Synge julen ind den første søndag i advent var nok det mest avancerede i dette land, hvor ingen tilsyneladende synger.

I aften kan jeg jo forsøge mig med Dronningen og Jens med Fanen, siden Rådhusklokker og pigekor, og mon ikke også, at jeg i splitsekundet mellem 2010 og 2011 skal forsøge mig et hop ind i det nye år? Jeg tror det næsten.

Godt nytår.

1 comment:

Anonymous said...

Rigtig godt nytår og tak for opdateringerne i 2010. Jeg håber du fortsætter i 2011. For en champagne entusiast er det en god form for on-the-spot/insight vinkel man får.

Tak.

Vh

Jacques Christiansen