13 December, 2010

Gamle bobler

Søndag havde Alain ved et tilfælde gravet en ellers almindelig Tradition op fra et mørkt hjørne i svigermors vinkælder. Med kork fra dengang, årstal stadig var præget herpå. Årgang 2000 altså.

Den var 10 år gammel og med en fyldig gærsmag. 2004'eren, som jeg ellers holder meget af, kom for en gangs skyld til kort i glasset bagefter. Forskellen var indholdet af syre og bobler. 2004 var i dén grad syrlig for ikke at sige sur efter at have haft den gamle i glasset. Til gengæld sprudlede dens bobler lystigt modsat den gamles. En ny type korkprop (af granulat) bevarer formentlig boblerne bedre, men det må vi holde øje med de næste år.

Jeg fandt den gamle dejlig, men andre i familien brød sig omvendt bestemt ikke om den gamle champagne. Jeg har af og til mødt folk her i Champagne, der med megen passion prøver at overbevise mig om, at champagne ikke er en vin, man skal gemme, og de lader sig på ingen måde anfægte af indsigelser i retning af: Jamen, jeg har smagt 50 år gammel champagne, der var fantastisk.

Nu er smag og behag jo ret forskellig mennesker imellem, og den enes smag har efter min mening ikke mere ret end den andens. Hvor forskellig smag i virkeligheden er, er gået op for mig, efter at jeg selv kom ind i den branche, og hyppigt spørger til kunders smag og oplevelse. Det hjælper mig til at give andre råd, til at forstå champagnen bedre, og det giver bestemt også nye idéer.

Jeg er derfor helt overbevist om, at selv gamle champagner trods lokal modvilje kan finde deres publikum. Mig for eksempel.


Definitionen på champagners alder:

Ung: 1-3 år
Middel: 3-5 år
Gammel: over 5 år

No comments: