17 December, 2010

Russisk rummer ikke terroir

Jeg er nu onsdagsven med en fransk-russisk tolk, hvis barn går i klasse med et af vores. Han har fortalt mig, at han blandt andet oversætter for champagnehusene, og vi fik en snak om oversætteriske genvordigheder.

Nu er jeg jo ikke certificeret tolk i noget som helst, men jeg skriver på både dansk og engelsk og oversætter også til husbehov mellem dansk og fransk og modsat vej, og kender derfor besværlighederne med ord, der umuligt kan strækkes til at rumme det samme på modtager-sproget, som de gør på afsender-sproget.

Terroir nævnte min tolkeven som et aldeles uoversætteligt begreb, og det kan jeg selvfølgelig heller ikke stille så meget op med på dansk. Andet end at bruge mange flere ord. Det er et fransk begreb, der er vokset ud af århundreders iagttagelser og arbejde med vin, og som dækker over en treenighed af jordbund, klima og menneskelig indsats. Måske er det derfor, at visse amerikanske geologer afviser det. Måske er selve idéen med århundreders iagttagelser per definition uforståelig i et ungt land?

Også ordet bouche er uoversætteligt til russisk. Det er heller ikke nemt på dansk, hvor en mund umiddelbart er en mund og ikke det, munden rummer.

No comments: