04 February, 2011

Ingen hurtige flasker i kredsløb

Flere flasker nu eller flere flasker senere? Hvad er bedst? Eller mindst slemt?

Snakken har gået længe om muligheden for at sende flere flasker champagne ud på markedet hurtigt i form af en såkaldt déblocage, hvor man vælger at frigive mere vin. Flasker ligger jo på lager i flere år. Det er blot et spørgsmål om at få lov til at sælge flere hurtigere.

Krise og lavt salg eller ej. Vi er selv i en situation, hvor vi kun kan levere små mængder for at have nok. Derfor er der flere kunder, vi enten må sige nej til, eller slet ikke kontakter, fordi vi alligevel kun kan drømme om engang at have nok til en hel palle. Vi kunne med andre ord godt bruge sådan en rask, lille deblokering.

Sådan bliver det imidlertid ikke.

Det siger formanden for vinbønderne, og beslutningen er truffet af den politiske ledelse af CIVC, hvor bosser fra champagnehuse, kooperativer og vinbøndernes formand har sæde.

Til gengæld lyder rygtesnakken på en bedre druekvote til næste vinhøst, hvilket er fint for dem, der har kunnet nedbringe deres lagre under krisen, og nu ønsker at fylde dem op i takt med, at salget vokser yderligere. Det er selvfølgelig også fint for os engang at kunne se frem til et større lager, men derfor kunne det have været rart nok med lidt hurtig omsætning også.

No comments: