07 June, 2011

Nord og Sverige

Nord og Sverige. Det kunne godt lyde som lidt af samme sovs, som vi siger i Frankrig. Der er da også lighedspunkter og endda af den gode slags.

Nord er den del af Frankrig, der lægger land til byen Lille, en af Frankrigs største. Det er også en region, der sammen med Paris og Provence udgør champagnesalgets top tre.

I Sverige køber hver indbygger i snit en flaske champagne om året, og det er fem gange så meget som i Danmark. I Nord er salget sværere at gøre op, fordi mange enten køber direkte i Champagne hos os og/eller vores kolleger, eller får kasserne leveret direkte.

Vi har gennem et par år solgt champagne til flere kunder i området, og de fik årets leverance mandag. Vi fik gode kommentarer med hjem, og de tæller så meget desto mere, fordi mange i regionen drikker meget champagne. Det er med andre ord et område, der også er søgt af vores konkurrenter, og hvor der derfor er kamp om køberne. God champagne hjælper. Ikke bare i Nord.

Gode ord fra nord
Tirsdag morgen rummede min mailboks følgende kommentarer til to af vores champagner fra en privat smagning i Sverige, og tilgiv mig lige min trang til at råbe højt.

Rosé d'Assemblage: "Balanceret", "Tydelig karakter", "Meget god", Perfekt aperitif" og "Har man brug for andet?"

Blanc de Blancs 2004: "Bedst mulige start på en fest", "Meget sjovere end Moët", Interessant", "Super god", "Langt bedre end forventet" og "Bellissimo".

Jeg har lidt svært ved at få armene ned. Selvom ord jo er ganske gratis,så kommer den slags superlativer nu sjældent flyvende helt af sig selv. De udgør også et vitalt tilskud til den base, vi konstant arbejder på at gøre bedre og mere solid, så vi i årene, der kommer, både kan finde flere kunder, men også uddybe relationen til dem, vi har. I nord såvel som i syd.

No comments: