Jeg har forstået så meget af euroøkonomiens røvtur, at statsgæld er et mindre problem end konkurrenceevne. Man må med andre ord gerne låne flere penge end man tjener, hvis man bare husker at sælge mere, end man køber fra udlandet. Godt nok.
Vi andre kan hjælpe den betrængte sydlige økonomi, der snart kan blive vores egen, ved at købe.
Set i dét lys er det fint nok, at vores topchampagne skvulper rundt i ravfarvede, italienske flasker.
Desværre er de mere italienske end godt er.
Lad os kalde dem kunstneriske. Deres krumning varierer. Ikke så meget, at vi kan se det med det blotte øje, men nok til at give mig rigtig mange problemer, når jeg skal klistre etiketter på. De krummer nemlig ikke ens, og derfor passer vores etiketter i lidt mere varierende grad, end vi kan lide det.
Vi har derfor meget stor lyst til at sige arrivederci til italienerne og gå over til en helt klassisk model champenoise, hvor krumningen både er kendt og konstant. Så kan vi måske få det A tilbage igen.
2 comments:
De klassiske flasker har stil og signalerer kvalitet.
Og så krummer de yderligere på en forudsigelig facon, så at etiketterne sidder, som de skal.
Post a Comment