08 April, 2012

Indtryk fra en lille, ganske useriøs smagning

Vi havde jo en lille, ganske useriøs smagning af jeres vine på nytårsaften. Egentlige smagsnoter var det ikke tale om men jeg vil forsøge at gengive et billede af hvad som blev sagt.

Til at starte med vil jeg bare sige, at rækkefølgen Selection -02, -04, BdB-04 og Tradition ikke var helt optimal. Det kom sig af at vi ikke regnede med at vi skulle bekymre os ret meget om smagen, jo længere aftenen skred frem, men da vi ellers kun drak et par flasker St Emillion PGC -94, blev vi slet ikke så rundtossede, som vi havde regnet med.

Selection 2002
Selection -02. Det var som at sidde i et stort rum, højt til loftet, eftermiddagssolen lyser gennem de store høje vinduer, lyse cremefarvede vægge og mange blomster på et slot, iklædt smoking og med damer i lange kjoler rundt omkring i lavmælt samtale om smukke ting. Smooth as silk, balanceret, ikke så mange bobler, men aftenen er lang og sval.

Selection 2004
Selection -04. De samme personer som tidligere, og samtalen har flyttet sig til rummet ved siden af, hvor en orkester spiller foxtrot og damerne, tilfældigvis, har skiftet til lidt kortere cocktailkjoler. Der er lidt friskere stemning i rummet, men også et lidt mere afslappet forhold til konventionerne. Men stilen er tydeligt nærværende.

Blanc de Blancs 2004
BdB-04. Helt klart tid for ”popfolket” at vise, hvem de er. Meget mere kant i musikken, mere bas og blinkende lamper. Men stilen holdes, og alle opfører sig pænt og har en nydelig tid sammen.

Tradition
Tradition. En solrig dag i haven blandt blomster og gulerødder, jord under neglene, og på radioen spilles der jazz. Alle er glade og ser frem til, at far tænder for grillen. Ikke en eneste plæneklipper indenfor høreafstand.


Ellers er det som det plejer, folk synes det er fremragende vine.

Selv synes jeg at Selection vinene er noget helt særligt. Det er virkelig noget andet.

3 comments:

Lasse said...

En hyggelig måde at beskrive champagner på, og 2002 lyder rigtig dejlig!

Hvis man kommer til Champagne til starten af juli, er det så muligt at få en rundtur på gården?!

MVH
Lasse

Sol said...

Hej Lasse,

Send en mail eller ring, når du kender dato, så kan vi nok finde et tidspunkt for et besøg.

Der er pænt stor sandsynlighed for, at vi er i gang med pallisering, det vil sige at anbringe vinranker i spalieret.

Venlige hilsener
Solveig

Lasse said...

Hej Solveig,

Det lyder spændende. Planen er at vi tager afsted fra Danmark den 2. eller 3. juli. Jeg skriver så snart mere er kommet på plads.

Med venlig hilsen
Lasse