Smagen af den gode stemning

Smag. Smage champagne. Smage i virkeligheden hvad som helst.

Lidt af en elefant i mit glas. Hvordan parterer jeg den bedst i ord for at kunne udveksle forskellige anelser, nydelser, indtryk. Hvordan gør min egen yderst subjektive til et mere objektivt udtryk, jeg kan dele med andre.

Det er vist efterhånden gået op for mig, at det er et livslangt projekt, og jeg nok skal finde værdien undervejs, på rejsen. At der ikke er noget mål. Der er altid noget mere at prøve. Nye oplevelser er gjort, der betyder, at indtrykket, aftrykker og derfor udtrykket nogle gange kan have rykket sig næste gang.

Som den græske filosf Heraklits flod, man ikke kan hoppe ned i to gange, fordi den aldrig er den samme.

Jeg har nu aldrig gjort nogen dyd ud af at nagle det, jeg smager, i ord. Jeg synes snarere, at vinoplevelserne lagrer sig som stemning, som en syntese af vinen, selskabet, anledningen, dagen, vejret, maden, idéerne, udvekslingen... ofte ret uforudsigeligt. Omend vi med en solid basis af champagne sjældent går helt galt i byen.

En af de få vinskribenter, jeg læser systematisk, havde forleden en kommentar om smag. Den foregår i Kina, og har kinesere en gammel tradition for finesse og smag - tænk bare tekultur - er de ikke nødvendigvis interesserede i at få en europæisk vinsmagningskultur trukket ned over hovedet.

I januar måned fik jeg selv en gave fra samme boldgade. Læs hvad en af vores kunder skrev om stemning og vores champagne, efter at have været det meste af vores sortiment - fraset rosé - igennem nytårsaften.