Fortiden drikker også bobler

Forleden fik jeg et rigtig dejligt besøg fra fortiden. Min egen altså.

Min allerførste chef som i sin tid ansatte blandt andre mig til at programmere et nyt, nordisk logistik-system for en af Philips' divisioner tilbage i 1989.

Det foregik på Prags Boulevard på Amager med udsigt til Kløvermarken i en tid hvor vi gav Gammel Dansk på mandagsmødet når vi havde fødselsdag. Indtil alkohol stærkere end let øl i løbet af 1990'erne helt forsvandt fra kantiner, afdelingsmøder og mødeborde.

Da jeg fem år senere tog afsked med Philips for at begynde på Journalisthøjskolen fik jeg blandt andet tre flasker champagne i afskedsgave. To producent-champagner af de franske kolleger og en flaske Moët & Chandon af de svenske. Dem drak vi siden i Århus med fornøjelse. Blandt andet fordi det jo var champagne, og det var vi ikke i nærheden af alt for tit.

Tyve år senere dukkede projektlederen pludselig op igen på diverse sociale medier. Han var på vej til Bourgogne med sin kone, og de ville gerne forbi Verzy for at sige goddag. Et dejligt møde.

Smil og snak
På en måde var det som at møde mig selv igen tyve år yngre og alligevel stadig med mine nye tiår i tillæg men på den gode måde. Faktisk kunne vi alle tre slet ikke rigtig skrue smilene helt af eller for den sags skyld stoppe snakken.

Men champagne forpligter, og vi skulle trods alt også lige nå at smage på husets varer.

Bobler søndag morgen
Det viste sig, at også min gamle projektleder har fået champagne ind i sit liv.

Vi kan godt lide at drikke et glas champagne eller to søndag morgen, fortalte hans kone. Dejlig luksuriøs vane, synes jeg. Men på en enkelt og nogenlunde overskuelig måde.

Og så kan man altid tage det sidste glas eller to efter arbejde om mandagen, fortsatte konen mens hun fortalte at parret er fornuftigt udstyret med en af de der propper, der bevarer boblerne i en rest champagne i yderligere et par dage.

Tøv ikke, de virker glimrende. Selv om det naturligvis er bedre at tømme flasken og åbne en anden om mandagen.

En hvid og en rød
Jeg havde på forhånd valgt to champagner. En hvid og en rød. Noirs & Blancs i det første glas og Rosé d'Assemblage i det andet.

Uden hverken chips, nød eller det mindste brød af nogen art, stod begge champagner helt skarpe og klare. Roséen var hvad man på fransk vil kalde gourmandise. Skøn som slik. Ikke fordi den er sød. Dens hindbær tiltalte blot min lækkermund rigtig stærkt lige den dag.

Samme aften tømte vi flaskerne og et par stykker mere med naboerne til en flok hjemmebagte pizzaer med laks og lidt broccoli og mild chorizo og stegt peberfrugt. Det fungerede nydeligt, og naboerne har erfaring i at holde fast i muren hele vejen hjem hvis det endelig skal være.

PS Vi fejrede naturligvis også logistik-systemets start med ægte champagne af den type man kunne købe i lufthavnen i 1991. Jeg har et foto fra begivenheden - mig selv i brun sen-80'er-jakke fra Holmbladgade med skarpe skulderpuder, opsat hår og 21 somre - men det har forputtet sig, så alle slipper hermed for gensynet med den ellers velkendte etiket.