28 November, 2012

Attention: Vildsvin på vejen

Der var en gang, hvor vildsvin primært var dyr, jeg stødte på i Asterix. Sådan er det ikke længere.

Det er heldigvis stadig ikke tit, at den store gris ligefrem styrter over vejen. Vi har også kun haft besøg i haven af et enkelt lille babysvin. Det var også nok til at omstøde et helt års pædagogiske forklaringer til vores søn om hvordan vildsvin umuligt kunne nå ned i vores matrikel. Men det var trods alt kun et lille svin.

De store er den franske faunas svar på kampvognen, og det er ikke ret mange biler, der slipper godt fra et fysisk møde. Derfor er det værd at holde seriøst øje med skovbrynet, når vi i tusmørke kører gennem skoven hjem.

To millioner svin
Tiden er med den vilde gris. Man regner med, at der er to millioner af dem i Frankrig. Godt en fjerdedel bliver skudt i løbet af jagtsæsonen, så der er stadig masser tilbage. I skoven, på landet og endda i byerne.

Det er der flere grunde til. Færre jægere. Mildere forårsvejr øger fertiliteten. Endelig giver de stadigt flere majsmarker i området vildsvinene lettere adgang til mad.

Den, der kører rundt i vores departement, kan med fordel skrive sig bag øret, at de pænt store skove her i la Marne er så fyldt med vilde grise, at de af og til forvilder sig ud over vejene, når de leder efter mad.

Vilde dyr og ulykker
Dette billede er taget ved den enormt trafikerede landevej mellem Épernay og Reims. Der kører jeg selv i hvert fald et par gange om ugen, og jeg har også set døde vildsvin i grøftekanten.

Vilde dyr er involveret i 60 procent af de 40.000 ulykker på franske veje hvert år, mener man. Ikke alle møder ender i en statistik. For eksempel ikke det dådyr, jeg selv kørte ned en aften på vej gennem skoven for et års tid siden. Oveni ulykkerne kan man lægge skader for store millionbeløb i de marker, hvor svinene fouragerer.

Så pas på grisebasserne, hvis du kører i Champagne-Ardennes i øvrigt vidunderlige skove. Vildsvinene følger deres egne veje.

Læs også: I Tyskland er ulve på vej tilbage. Det er de også i franske bjergegne som Alperne og Pyrenæerne.

No comments: