24 November, 2012

Torsdagsbars på Boulingrin

 
Posted by Picasa
Det må blive et af de sidste besøg på det gamle Brasserie Boulingrin. En af Reims meget traditionelle restauranter. Direkte ud af den klassiske, franske bistrot-stil.

Der er altid folk. Lidt færre end sædvanligt, torsdag er ikke lille fredag i Reims. Det betød, at det for en gangs skyld var lidt lettere at følge med i samtalen hele bordet rundt. Restauranten var simpelthen mindre larmende.

Nu står den foran et ejerskifte, og det har fået megen omtale i den lokale presse, fordi husets ejer og restaurantens forpagter har skændtes for temmelig åbent tæppe.

Vi kunder - og her er det undertegnede og et varierende antal venner og be- eller ukendte kvinder - håber vist alle bare, at stedet vil fortsætte i samme, gode ånd.

Bourgogne eller Champagne
For en måneds tid siden forsøgte vi os med et glas af husets champagne. Den største succes i den henseende var nok de par gratis glas, vi hentede på, at tjeneren blev forvirret og skænkede op i forkerte og allerede brugte - af andre ved bordet - glas. Ingen grund til at smage igen.

I stedet valgte jeg et glas af husets vin, og der er både bourgogner og bordeaux'er, et enkelt glas fra Loire og et andet fra Rhône på den røde side af kortet. Jeg fik et glas Bourgogne, Rully 2008, og var det ikke en stor Bourgogne, så var det et herligt og helt perfekt bekendtskab, der passede fint til menuen på helt uforpligtende vis.

Forret: Grønne bønner med gésiers (andekråse)
Hovedret: Bars med linser fra Champagne og courgetter
Dessert: Nougatglacé med coulis af mango og hindbær

Mange menuer
Stedet har blandt andet et fint udvalg af østers og en hel stribe menuer, man selv kan kombinere. Ovenstående herlige menu får man for 23,5 euro, altså omkring 150 kroner. Rully'en koster seks euro oveni.

Jeg ser jo ellers ikke andet end vingrene for tiden. Dejligt at smide overtræksbukser og elefanthue til fordel for et par mere civiliserede timer. Endda også selvom jeg efter fire-fem timer i vinen ikke er til de store diskussioner som leg ved skærm kontra find-på-noget-med-en-pind.

Aftenen sluttede med en lille kop kaffe og de sidste udgydelser foran markedet af samme navn og kip til det store stærkt oplyste Pariserhjul, der skal gøre små og stores julerier endnu mere festlige.

No comments: