06 February, 2013

Chardonnay'er af reserven

 
Posted by Picasa
Min første smagning i mands minde.

Der står reservevine på programmet.

Reserverne er en af Champagnes specialer. Og grunden til at der normalt ikke står årstal på flaskerne.

Champagnes reserver
I Champagne har det været og er det traditionen at blande vine på tværs af årgange for derved at opnå en smag, der varierer så lidt som muligt mellem årene. Det er disse vine, vi kalder reservevine.

Torsdag smagte vi en serie fra 2011 og tilbage til 2005.

En serie Chardonnay
Alle var Chardonnay-vine. Det er trods alt specialet i både Côte des Blancs og nærmeste omegn, som vi tilhører.

Overordnet set blev vinene mere interessante med årene.

Ikke vildt overraskende. En af mulighederne ved reservevin er at give den sammensatte vin et ældre præg. Nogle laver champagne med op imod 30 procent reservevin, og det er klart at så stor en andel vil få den færdige champagne til at virke ældre. Andre bruger reservevinene som et krydret pift. Vi tilfører typisk lidt mere af det krydderi, som vil komplementere årets vin. Men vi svinger mellem de fem og op til 10 procent.

2005, 2006 og 2007
Årgangene 2005 og 2006 står stærkt. Vinene har typisk god syre og en sammensat duft og smag. Alderen sporer vi i aromaerne. Vinene er helt friske, hvilket også er nødvendigt for at de kan bruges til noget i en champagne, der skal bruge yderligere år for at blive klar.

Fra 2007 er der en enkelt fadlagret Chardonnay-vin.

Nu skal vi jo ikke i gang med at være Krug, lyder det fra et vittigt hoved, eller hvad det er.

Vinen dufter og smager i hvert fald af planke. Den typiske reference her for folk, der ikke er til fad, men til finesse, siger de.

Vinen har de krydderier, som eg giver, kanel, nelliker, en masse vanille. Alle er enige om, at et krydret stænk kan være en mulighed. Men ingen forestiller sig mange procent af planken i nogen tank her i nærheden. Det er alt for voldsomt, og her orienterer alle sig imod duft og smag så diskret, at den til tider kan blive næsten helt usynlig. Usmaglig går det vel ikke at skrive?

2008 og 2009
En enkelt vin fra 2009 er spændende. Men den er for langt fremme i sin udvikling til at kunne du som reserve. Oxideret og sur la pente - skråplanet, hvorfra vejen kun er ned - er dommen. Jeg har en ufejlbarlig svaghed for champagner og vine, når de står netop på dette trin. Således også nu.

Andre vine fra året er mere diskrete. Med god syre og mere diskret krydrede næser med honning og acacie. De skal nok blive til noget, når de vokser op til rigtige reserver.

2008 blev allerede under vinhøst udråbt som et meget stort år. Vi er netop begyndt med ikke årgangs champagner med basis i dette år, hvilket for så vidt bekræfter. Imidlertid er det champagner, der er stærke på syre, og som derfor formentlig vil udvikle sig positivt i adskillige år.

Det samme siger vi om reserven fra året. Den har så meget syre som en ung vin. Det er blot så langt fra en ung vin. Med sine fem år på bagen er den ældre end rigtig meget køb-og-drik-vin.

2010 og 2011
De yngste vine fra 2010 og 2011 er vi begyndt med. De er udmærkede. Især 2010. Men nok mere interessante når de har tre-fire år mere på tanken bag sig.

2011 var et usædvanligt varmt år. Det er næppe særligt overraskende, at vi smager mindre syre end i for eksempel 2010. Pænt sandsynligt derfor, at den er mindre velegnet. Med mindre måske den kan neutralisere en meget syrlig vin.

Eller komplementere den. Kunsten at sammensætte de stille vine, der skal blive til champagne om nogle år, så de sammen udgør et hele, gerne større end de enkelte dele.

2012
Et enkelt sip eller to af 2012 - både med og uden malolaktisk gæring - de smager begge dejligt. Den uden malo er dog så meget mere, at den udbredte malo-gæring kan undre.

Den fjerner den skarpe æblesyre og indsætter den mere runde mælkesyre i stedet. Alt i mens der ryger aromaer i svinget.

Der vil gå en rum til, før vi støder ind i 2012'eren som reservevin igen. Det glæder jeg mig til. Den skulle allerede nu være velkommen i mit hvidvinsglas. Det eksisterer imidlertid ikke. Så jeg tror bare, jeg venter, og i stedet snupper den som champagne om fem-ti år i stedet for. Jeg har en fornemmelse af, at den vil være ventetiden værd.

No comments: